Velkommen til Hallgren

Det er med stor glæde at vi efter jul har budt Alberte Hallgren velkommen i truppen. Alberte har tidligere spillet på Brøndbys U18 DM hold og senest haft sin færden i Herlufsholms 1. division trup. Hun har nu valgt, at hun fremover skal trække Greve trøjen over hovedet – til stor tilfredshed for hele trænerteamet

“Jeg er glad for, at Hallgren skifter til Greve. Vi har snakket sammen i en lang periode, og nu er det endelig lykkedes at få en aftale på plads.” fortæller Lasse, cheftræner.

Hallgren er også glad for skiftet og den modtagelse, hun har fået i Greve:

“Jeg skiftede til Greve, fordi jeg gerne ville prøve nye udfordringer. Spillerne er gode og ambitiøse og trænerne er dygtige og kæmper for holdet. Det er altid lidt af en prøvelse at komme til til et nyt hold, men jeg er blevet taget super godt imod.” fortæller Hallgren, der ydermere fortæller, at hun synes, at spillerne har været gode til at hjælpe hende godt på vej og sørge for, at hun ikke har fået følelsen at bare at være “hende den nye”.

 

En spiller med god sparketeknik og et godt overblik

Hallgren er med til at styrke niveauet i truppen – men også skabe konkurrence internt, hvilket gavner alle. Hallgren spiller kant eller back og er en dygtig spiller med god speed og fysisk form.

“Hallgren er dygtig 1v1, har en god sparketeknik og et godt overblik på banen. Jeg glæder mig til at se Hallgren, når vi har fået spillet hende ind i vores system og vores spillestil, hvor hun er en spiller som passer godt ind.” fortæller Lasse om Hallgren

Opstartstræningen er i fuld gang og til april går det løs i Kvalifikationsligaen – en sæson Hallgren ser meget frem til.

“Jeg ser mest frem til at skulle kæmpe for noget ekstra vigtigt til hver kamp. Jeg vil selvfølgelig vinde alle kampe, men nu kæmper vi altså for at rykke op i Danmarks bedste række – det synes jeg er ekstra motiverende”

Vi byder Hallgren stort velkommen! Vi glæder os til at se dig i Greve-trøjen i vinterens træningskampe og forårets sæsonkampe.