Sundhedsstab forstærkes i Greve

Sundhedsstaben forstærkes

 

Sundhedsstab forstærkes i Greve

Greve Fodbold Kvinder har en stærk sundhedsstab tilknyttet og efter nytår bliver teamet endnu stærkere, når Pia Nielsen og Henrik Petersen træder til.

 

Fra B93 til Greve

Sundhedsstaben i Greve Kvindeafdeling, bestående af De fysiske trænere – Michael Nielsen og Catrine Gryholt, Massør – Ulrich Schmidt og Diætist – Josefine Qvortrup bliver nu yderligere forstærket af Pia og Henrik, der begge er uddannet indenfor flere forskellige områder.

Henrik er uddannet:

  • Sportsskadeterapeut
  • Massør
  • Idrætslære
  • FIFA11+

Pia er uddannet:

  • Psykomotorisk terapeut
  • Massør
  • Sportsakupunktør
  • Sportsskadeterapeut

 

Pia og Henrik har det sidste halve år været tilknyttet B93, men søger nu nye udfordringer i Greve.

 

Genoptræning samt skadesforebyggende- og restitutionstræning med Henrik

Henrik vil bl.a. bistå på banen, hvor han vil have fokus på genoptræning, skadesforebyggende- og restitutionstræning. Det betyder derfor, at der hver uge er min. 4 trænere og 1 behandler på banen. Det giver den fordel, at de spillere, der har spillet kamp kan få specifik restitutionstræning og dem der ikke har spillet, kan blive tævet igennem, som Lasse, cheftræner siger:

”Ved at Henrik kommer med på banen hver mandag og fredag, kan vi opdele træningen således, at de spillere, der ikke har spillet kamp, kan blive tævet igennem. Det har mange spillere efterlyst, og jeg er meget glad for, at det kan lade sig gøre nu. Henrik skal også arbejde ved briksen, men hans helt store fokus vil være et optimere spillernes fysiske kunnen og han vil bl.a. bruge en del tid i styrken med spillerne, så vi optimerer yderligere på dette område”

 

Fokus på spillernes bevægelsesmotorik med Pia

Pia er, ligesom Henrik, også sportsskadeterapeut og massør, men er derudover også bl.a. det der hedder Psykomotorisk terapeut (tidligere kaldet afspændingspædagog). Pias rolle vil primært blive at stå for spillernes bevægelsesmotorik og afspænding – og meget af hendes arbejde vil foregå inde ved briksen eller i styrkerummet.

”Det har været vigtigt for mig, at få sådan en som Pia tilknyttet. Vi kan nu arbejde meget målrettet med spillernes motorikker for at se, om spillerne er stabile nok i deres bevægelser, så vi herigennem kan undgå skader. Det vil samtidig gøre, at spillerne bliver mere bevidste om deres kroppe og hvad der er muligt for dem. Jeg er sikker på, vi meget hurtigt vil se spillerne få glæde af både Pia og Henrik” fortæller Lasse

Sundhedsteamet består nu af 5 kompetente behandlere, der skal hjælpe med at gøre spillerne skadesfri og opretholde en god fysik og form.

Vi er glade for at Pia og Henrik bliver tilkyttet i teamet, og vi byder dem stort velkommen!