Nicoline ‘Nisse’ rykker op på 1. holdet

I efterårets anden sidste kamp fik Nicoline ‘Nisse’ Heilstrup debut på 1. holdet. Hun har siden slutningen af sæsonen trænet med fuldtid på 1. holdet, og vi byder nu Nisse stort velkommen i 1. holdstruppen.

 

Fra 2. holdet til 1. holdet

Nisse er en ung Greve-pige på bare 16 år. Hun har tidligere spillet på vores meget talentfulde U18 hold, og har det sidste års tid tørnet ud for vores 2. hold. Nisses talent har Lasse i en længere periode holdt øje med, og derfor fik hun allerede i november debut på 1.holdet i kampen mod Østerbro, som kvinderne vandt 5-1. Nisse fik 15 minutters spilletid og nåede på de 15 minutter at vise gode takter. Siden hendes debut har hun trænet med 1. holdet og vi kan nu offentliggøre Nisses officielle oprykning fra 2. til 1. holdet.

“Jeg er glad for, at vi, I Greve, endnu engang formår at udvikle et talent til vores 1. hold. Nisse har igennem sin fodboldtid spillet i vores ungdomsrækker, og nu har vi besluttet, at hun er klar til at begå sig fast i truppen.” fortæller Lasse, cheftræner.

 

“Nogle piger jeg længe har set op til” – Nisse

Nisse er stille og roligt blevet implementeret i truppen. Det betyder, at hun den seneste periode har trænet med 1. holdstruppen et par gange om ugen, og langsomt blevet vænnet til styrketræning og ikke mindst den hårdere træning på seniorniveau. At blive en del af 1. holdstruppen er noget Nisse længe kæmpet for.

“Det føles fantastisk at blive seniorspiller. Det er noget jeg længe har haft håb om at blive. Jeg er utrolig stolt af at have fået muligheden, og jeg vil gøre alt for at Lasse, trænerstaben og spillerne ikke bliver skuffet. Så der skal virkelig arbejdes, hvilket jeg glæder mig meget til” siger Nisse.

Nisse fortæller også, at alle kvinderne har taget godt imod hende, og at hun har glædet sig meget til at blive en del af truppen:

“Det er nogle sindssygt dygtige piger som spiller det bedste fodbold. Det er nogle, jeg absolut har set op til, og nu er det så min tur til at være en del af det hele, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.”

 

Fantastisk overblik, boldomgang og vilje til at lære

Nisse kommer til at bidrage med mange egenskaber i førsteholdstruppen. Lasse bedyrer bl.a., hvordan Nisse kommer med en fantastisk motivation og vilje til hele tiden af lærer, hvilket er en vigtig del i seniortruppens læring af spillestil.

“Nisse skal forsætte sin videre udvikling i seniortruppen, og med hendes vilje til at lære, er jeg overbevist om, at det nok skal komme til at gå Nisse godt. Nisse er forsvarsspiller, og på banen har hun et fantastisk overblik og god boldomgang – som vi nok skal få gavn af” fastslår Lasse.

 

Vi har stillet Nisse tre skarpe spørgsmål:

1) Hvad ser du frem til i næste sæson i Kvalifikationsligaen?
Jeg håber, at vi får nogle super fede kampe med masser af modstand, spænding, udfordringer, og håber selvfølgelig at vi får mange fede oplevelser.

2) Hvad er dine forventninger til dig selv i næste sæson?
At jeg kommer i bedre form, og får arbejdet på en masse ting såsom mine vendinger og hurtighed. Men selvfølgelig at jeg får hevet mit niveau op hvor de andre spillere er.

3) Hvad forventer du af holdet i næste sæson?
At vi får spillet en masse god fodbold og får udviklet vores spil hele tiden. Og forhåbentlig at vi får en plads i 3F ligaen.

 

Vi byder Nissse stort velkommen! Vi glæder os til at se dig på banen i vinterens træningskampe og forårets Kvalifikationskampe.