Kvalifikationsspillet sikret efter 3-0 sejr over Østerbro

Onsdagens sejr over Østerbro betød at Kvalifikationsspillet blev sikret – og kvinderne kunne dermed juble stort da slutfløjtet lød. De første 45 minutter af kampen bød på en rod omgang fodbold og først i 2. halvleg fik kvinderne fat i noget rigtigt – også gik det pludselig stærkt.

 

Manglende parathed i første halvleg

Inden kampen kunne nerverne så småt mærkes på kvinderne. Weekendens 0-0 mod Herlufsholm og muligheden for at sikre oprykningen skabte en anelse nervøsitet i omklædningsrummet. Om det var dét, eller manglende parathed der gjorde, at 1. halvleg ikke rigtig er værd at skrive hjem er uvist. Men i første halvleg sad kvinderne ikke tæt på markeringerne, var ikke klar i den offensive omstilling og det var halvhjertede afleveringer og afslutninger.

Det var ellers et højt tryk kvinderne kom med fra første fløjt. Allerede 2 minutter inde i kampen havde kvinderne det første hjørnespark – et hjørnespark der resulterede i en skade for Østerbros målmand, der måtte udgå. I minutterne efter blev der lagt et godt pres, men så gik luften ellers af ballonen.

1.halvleg var dog ikke chanceløs – kvinderne fik bare ikke tilegnet sig nær så mange chancer, som vi normalt ellers ser fra dem. Men bl.a. anfører CC og Sissel på højre kant havde gode skud på mål. Men pga. manglende parathed tillod kvinderne, Østerbro at blive lukket ind i kampen i 1. halvleg. Allerede efter 36 minutter måtte cheftræner, Lasse, foretage første udskiftning. Venstre kanten, Frede, havde i starten af kampen fået et trælår, som desværre ikke kunne løbes væk. Ud gik #11 Frede og ind kom #17 Schnack.

 

Fight, fornyet energi og kampgejst gjorde udslaget

I pausen måtte cheftræner, Lasse, have et alvorsord med kvinderne – og dette måtte siges, at rette op på kvindernes indstilling og kampgejst på banen. 2. halvleg bød på højere pres, fornyet energi og mere fight – og selvom det aldrig blev synderligt flot fodbold, så fik Greve kvinderne overtaget i 2. halvleg.

I kampens 56’ minut fik kvinderne tilkæmpet sig endnu et hjørnespark, og her kom 2. halvlegs første helt store chance. Gryde får panden på først, men bolden sniger sig desværre lige over overliggeren. I ’58 minut kom angriber-duoen så endelig på banen. En tilbagespilning fra Østerbros back til målmanden følger Sparre op på – og hun får tilkæmpet sig bolden og kunne derfor skyde den i frit mål. 1-0 efter ’58 minutter og der lød en stor forløsende jubel på både sidelinjen og på banen. Minuttet efter var Sparre ved at gøre det til 2-0, da hun 1v1 med målmanden desværre skyder forbi mål, en 100% chance der skulle have været inde.

Troest ville også være med, og på et indlæg fra Schnack, header Troest bolden direkte i kassen. 2-0 i ’63 minut. I de efterfølgende 10 minutter foretager Greve kampens sidste to udskiftninger, hvilket også medførte lidt rokeringer på banen.

  • Ud gik Troest og ind kom Reves
  • Ud gik Bubber og ind kom Zoëga.

Sissel røg på toppen, Reves på højre kant og Zoëga ind som 10’er. Kvinderne fortsatte det høje tryk og bagkæden arbejdede som heste for at lukke af for Østerbros offensive. Det gode arbejde i bagkæden af Nico, Malle og He betød også, at Østerbro aldrig formåede at komme frem til nogle særlige chancer, udover deres hjørnespark.

 

Sissel lukkede kampen til 3-0

Kort efter Reves’ entré på banen, fik hun bolden ude på højre kant – hurtigt fik hun afdriblet Østerbros venstre back og smidt et indlæg ind i boksen. Sissel kom først på bolden og vippede den elegant indover målmanden og i mål. 3-0 efter 83’ minutter.

De sidste 10 minutter handlede om at holde nullet – og hvis muligt, få endnu flere bolde i Østerbros mål. I ’93 minut kunne kvinderne ånde lettet op og fejre, at Kvalifikationsligaen bliver en realitet i 2018.

Tredje gang var lykkens gang – og i år sikrede kvinderne allerede oprykningen med to runder igen.

 

Lasse, cheftræner, siger om kampen:

Onsdag aften bød på en rodet fodboldkamp med to mandskaber som ikke spillede optimalt. Østerbro kom med en vilje og tro som gjorde, at vi havde svært ved at få hul på bylden. 1. halvleg var en meget tæt kamp med chancer i begge ender – dog uden særlig flot fodbold.

2. halvleg var en noget anderledes kamp, da begge hold kom ud med ny energi. Jeg synes dog, vi sad på det meste af spillet og får spillet os til flest chancer. Og endelig kom målet til 1-0 og herefter blev var spillet på Østerbros banehalvdel det meste af 2. halvleg. Dermed kunne vi også komme op på 2-0 og 3-0.

Jeg er glad for, at vores bundniveau er steget så meget, som det er. Det er kampe som disse, vi tabte sidste år – kampe hvor alting ikke lige fungere og vi ikke præstere optimalt.

I morgen tager vi endnu en tur ind til Østerbro og spiller turneringens anden sidste kamp. Med en sejr kan vi sikre 1. pladsen i 1. division – så det går vi benhårdt efter.