Lasse Petersen, Cheftræner, Greve Fodbold Kvinder

Et kig tilbage på forårssæsonen

Forårssæsonen bød på en sikker 1. plads i 1. division slutspil, trænerrokade og ny spillestil. Vi har taget en snak med cheftræner, Lasse, for at få et tilbageblik på sæsonen.

Lasse Petersen, Cheftræner, Greve Fodbold Kvinder

Trænerrokade, ny spillestil og mange tanker

Lasse er ikke i tvivl – foråret er godkendt, for kvinderne gik ubesejret igennem sæsonen. Sæsonen bød dog også på mange andre ting, som gjorde, at kvinderne undervejs oplevede en del forstyrrelser, men de formåede at holde fokus.

“Foråret har budt på en masse ting. Det der har vægtet mest i foråret har været trænerrokaden og den nye spillestil. Det skabte uro i starten, men vi er godt på vej, for spillerne har fra start arbejdet stenhårdt og knoklet for at implementere den nye spillestil” fortæller Lasse

En trænerrokade midt i maj satte sine spor på spillerne – da det helt forståeligt fyldte udenfor banen og dermed også påvirkede spillet på banen. Samtidig skulle en ny spillestil implementeres, så fra maj havde spillerne ekstra meget at tænke på.

“Vi har brugt utrolig meget tid på at få den nye spillestil implementeret. Det har også kunne mærkes i kampe og træningerne. I kampene har spillerne tænkt lidt for meget, hvilket har betydet, at vi i perioder har tøvet i nogle enkelte ting – men det er helt naturligt med så mange input.” uddyber Lasse om den nye spillestil.

Men den nye spillestil er vigtig for Lasse, hvor hele tankegangen er at spille mere chanceskabene og offensiv fodbold. En spillestil som Lasse ikke er i tvivl om, at hans stærke trup kan mestre, da de byder til offensivt og bolddominerende fodbold. Dette afspejles også i sæsonen, hvor hele 11 forskellige spillere har sparket bolden i modstandernes mål.

“De mange forskellige målscorere er en styrke, og det bevidner, at mange spillere er farlige og kan producere mål. Det giver en stærk bredde og flere strenge at spille på i forhold til den offensive fodbold, vi ønsker at spille.” siger Lasse

Den nye spillestil med offensiv og chanceskabende fodbold gav pote. Kvinderne slutter af med en målscore på 35 mål scoret af 11 forskellige spillere. Ikke noget nogle andre hold har formået i slutspillet 2017.

Højt niveau i træningerne og en trup fuld af muligheder

I træningerne har kvinderne været meget koncentrerede. De har været interesseret i at finde nye muligheder og vendt alle nye tiltag vedrørende den nye spillestil. Lasse oplevede pludselig en helt ny træningskultur, hvor kvinderne debatterede løsninger og muligheder, i forbindelse med spillestilen, både på vej ud og ind på banen – i stedet for at snakke om alt mellem himmel og jord. Det har også betydet, at mange af elementerne i den nye spillestil er lykkedes i store dele af kampene.

“Vi træner på ekstremt højt niveau. Spillerne er altid træningsparate og udviklingsklar. Det er super fedt at arbejde med og enhver træners drøm. Spillerne bruger meget energi udenfor banen på at sparre med hinanden og med trænerteamet, hvilket viser, at de er på og virkelig vil det her.”

Kvinderne har derfor også rykket sig meget siden maj og dermed er der spillere over hele banen, som kan udfordre på hinandens pladser. Derfor er alle spillerne tvunget til at præstere i alle træninger og kampe for at blive udtaget til kampene.

 

Topbrag i første sæsonkamp efter sommerferien

Med en forårssæson der, til trods for mange forandringer, er godkendt – kigges der nu fremad. Efter sommerferien venter den vigtige sæson, der afgør hvorvidt kvinderne skal spille Kvalifikationsliga til foråret. Spændingen bliver allerede udløst i første sæsonkamp, hvor kvinderne brager sammen med Sundy BK – som er en af favoritterne til at rykke op i Kvalifikationsspillet.

“Jeg glæder mig utrolig meget til at møde Sundby i den første kamp. Det er den slags kampe, man som træner og spiller virkelig ser frem til. Det er to hold, som står godt til hinanden og det er altid nogle spændende kampe. Sundby er et godt hold, så vi ved, at der skal arbejdes stenhårdt for at slå dem. Men der er ingen tvivl om, at vi er indstillet på at få 3 point og jeg håber, mange kommer og støtter kvinderne.”
Første sæsonkamp spilles lørdag den 12. august kl. 13.00 på Sundbys hjemmebane – Kløvermarken.

Lasse ser frem til første sæsonkamp mod Sundby med stor glæde – og opfordre alle til at komme ud og støtte kvinderne.