Camila Sandra Christensen

Kaptajnens tilbageblik på foråret og hendes tanker om den kommende sæson

Camila Sandra Christensen

Kaptajnen giver os et indblik i hendes tanker om foråret samt hendes forventninger til efteråret!

 

Aftalerne blev holdt og målsætning indfriet

Halvvejs inde i juli har vi vækket anfører og “Årets Fighter” CC fra sommerferiens hi, for at få et indblik i hendes tanker om foråret, og hendes forventninger til den nye sæson. Ifølge CC er forårssæsonen gået præcis, som truppen havde forventet. Truppen havde i vinters indgået en aftale med hinanden om, at de skulle gå ubesejret gennem foråret, og dette blev opretholdt. I denne aftale indgik også et løfte om, at holdet skulle bevare fokus i alle kampe – og aldrig gå på banen med følelsen af at have vundet på forhånd. Også den del af aftalen føler CC, at hele truppen er lykkedes godt med.

Med et hul på ti point ned til nummer to i rækken, må det forventeligt være svært altid at holde fokus, men CC fortæller, at særligt til træning har truppen vist format og løftet niveauet – det gav pote i kampene.

Camila Sandra Christensen

CC efter sidste kamp mod Herlufsholm der endte 2-0

Et trænerskifte og ny spillestil

En af de helt store ændringer i foråret, må siges at være det trænerskifte som faldt i maj, hvor René Nielsen trådte tilbage som cheftræner, og i stedet satte man Lasse Petersen ved roret. Trænerskiftet havde især stor betydning for den spillestil, som Greve fremadrettet satser på, og dét vægter CC højt, når hun sætter ord på hendes tanker omkring det akutte trænerskifte halvvejs i sæsonen.

“Trænerskiftet faldt så Lasse havde mulighed for at implementere den nye spillestil før et vigtigt efterår” fortæller hun.

Der var mange nye informationer, som truppen skulle optage, og på ingen tid skulle de forsøge at overføre disse informationer fra træning til kamp. At finde tålmodigheden var svært for truppen, og det tog tid før de accepterede, at denne overdragelse ikke ville finde sted natten over, men istedet skulle have tid. For selve holdet betød trænerskiftet en mere offensiv tilgang til spillet, hvor en ny tankegang om hele tiden at skulle tænke offensivt med og uden bold, var et fokuspunkt til hver træning.

CC fremhæver at holdet har været gode til at suge alle nye informationer til sig både udenfor, men også på banen. Selv var CCs rolle at gå forrest til både træning og kamp, for hurtigst muligt at få implementeret den nye spillestil.

”Jeg har forsøgt at gå forrest i forhold til at få implementeret den nye spillestil. Men det er ikke mere end hvad resten af holdet har ydet. Alle pigerne har gået til den og kæmpet for den nye spillestil, da det er sådan vi vil spille fodbold”.

Første kamp med Lasse ved roret

Lasse overtog cheftrænerposten i midten af maj – og første kamp med Lasse ved roret endte 1-1 mod FC Damsø. En kamp, hvor det stod tydeligt for CC og resten af truppen, at den nye spillestil ville tage tid at få implementeret, men at der samtidig var masser positive ting at tage med videre.

” Jeg kan tydeligt huske den kamp. Vi spillede 1-1 og alle var meget frustrerede og sure. Efter kampen skrev jeg til pigerne, at vi måtte have tålmodighed, for Rom blev ikke bygget på én dag. Dér var vi frustreret og nogen tvivlede måske, men der var det vigtigt at sige ‘at vi står sammen og det nok skal lykkedes med tålmodighed at få den nye spillestil indført.'” fortæller CC

Kvinderne gik fra banen med følelsen af at have tabt kampen. Ifølge CC var det en kamp, hvor første halvleg bød på tonsvis af chancer, som ikke blev udnyttet godt nok. Alle på banen tænkte offensivt og truede Damsø forsvaret konstant – men skarpheden manglede.

“Efter kampen talte vi om, at vi nok var gået ind til anden halvleg med en fornemmelse af at den var kørt hjem, og at chancerne nok skulle komme, så vi spillede på halv kraft. FC. Damsø får samtidig nogle kendelser med sig, vi får annulleret et mål i overtiden og kampen ender 1-1.” uddyber CC om kampen.

CC fortæller ydermere, at efter kampen evaluerede kvinderne som altid – og én af de ting, som var afgørende for kampens resultat, var altså den manglede skarphed og kynisme. Havde denne været der, kunne kampen snildt have endt 0 – 11. Det gav altså kvinderne en fornemmelse af, at tingene ikke kommer af sig selv, selvom man ligger alene i front af stillingen.

 

35 mål scoret af 11 forskellige spillere

På trods af at denne kamp sidder velplaceret i CC’s tanker som en frustrerende kamp, og en kamp hvor skarpheden udeblev, aå må det siges at kvindernes skarphed blev rettet til. Kvinderne scorede hele 35 mål i foråret – af 11 forskellige spillere, selv scorede CC fire af dem.

Netop denne egenskab, at 11 spillere sætter sidste fod på bolden, forklarer CC, er en gave i sig selv. Dette betyder at holdet får en stor portion selvtillid, da det ikke er én bestemt spiller som står for alle målene. Det viser kvalitet over hele bredden, og selvom holdet mangler spillere pga. eksempelvis skader, så tager andre over og leverer målene. Samtidig bærer dette i CC’s øjne også præg af netop den nye spillestil, hvor flere spillere får lov til at komme frem på banen, og score mål.

Camila Sandra Christensen

CC stod for fire scoringer i forårssæsonen.

CC fortæller, at hun personligt tidligere har været låst fast som 6’er, hvilket ikke har givet hende mulighed for at komme frem på banen. Under Lasse er hun i stedet tildelt en mere fri rolle, og hun kan nu tænke mere offensivt, uden konstant at skulle have det defensive i baghovedet. Det føler hun giver pote, og det er netop dette målene er udtryk for.

Denne udvikling som holdet har været gennem i foråret, er ifølge CC afgørende for den kommende sæson, og hendes forventninger er klare:

”Den nye sæson bliver spændende. Jeg kan ikke vente med at komme i gang med de kampe som virkelig betyder noget. Jeg ser frem til at udfolde vores spillestil endnu mere sammen med holdet og bevise én gang for alle, at vi skal med i kvalifikationsspillet. Det er vores fokus og vores mål!”

 

Nye hold og nye spillere i 1. division

I puljen er der samtidig kommet et nyt hold, KoldingQ 2, som ikke er et hold Greve kvinderne kender til. For CC er det blot spændende med et nyt ukendt hold. Derudover lægger CC vægt på, at det altid er spændende at møde holdene igen efter sommerpausen, hvor der sandsynligvis er kommet nye spillere til og fra. Men nye hold i puljen og sandsynligvis nye spillere ændrer ikke på CCs mål for sæsonen:

“Jeg forventer klart, at vi er et spilstyrende hold, der skaber flot offensiv fodbold. Det ved jeg, vi har holdet til”

Den offensive og spilstyrende fodbold kommer også til at være nøgleordet i første sæsonkamp, som er mod kvindernes store konkurrent Sundby. Både CC og resten af truppen er bevidste om Sundbys kvaliteter, og har tidligere bevist at de kan slå Københavnerne.
Derfor skal kampen også betragtes som enhver anden kamp, hvor Greve skal bevise at det er deres tur nu. De skal gå på banen med en tro på sig selv og hinanden fra start til slut. Det ser CC ikke ser som en særlig udfordring, da sæsonens målsætning om at slutte ubesejret har givet holdet blod på tanden, og dermed er klar til et efterår hvor alt gælder! For oprykningen vil CC have – og det skal være i år.

”Selvfølgelig rykker vi op i år. Vi har dummet os to gange, så den tredje gang skal lykkes. Som sagt spiller vi lige op mod Sundby – hvis ikke mere og de andre hold har vi bevist, at vi godt kan slå. Så det er op til os selv, at vise hvor kyniske vi er foran mål, når vi får chancerne. Jeg kender ikke til Kolding Q 2, men det bliver spændende med lidt nyt i rækken og hvis vi skal gå efter noget, kræver det en sejr over dem også, så det er på med arbejdshandskerne og knokle løs”. afslutter CC

 

Greve Kvinderne møder Sundby i første sæsonkamp. Det er lørdag den 12. august kl. 13.00 på Kløvermarken. Kom ud og støt kvinderne – så de 3 første point kan komme i hus!